Og inderst inde kender du jo godt følelsen. Bare fra den anden side af røret.
For tænk på, hvad du selv gør, når du ringer et sted og der ikke bliver svaret. Du sidder ikke og venter på, at de mon ringer tilbage. Du går bare videre til den næste. Det er helt menneskeligt. Og det er præcis det, dine kunder gør ved dig.
Og det, der gør mest ondt, er hvor stille det foregår. Der er ikke noget drama. Telefonen ringer bare ud, og kunden er videre, før du nåede at gøre noget som helst. En ny opgave, en fast kunde, måske begyndelsen på et langt samarbejde. Alt sammen forsvundet på fem ubesvarede ring.
Og det er ikke noget, der sker en gang imellem. Det er hverdag. Opkaldet tidligt om morgenen, før du rigtig er kommet i gang. Det midt i en opgave, hvor du umuligt kan slippe det, du har i hænderne. Det sene om aftenen, hvor folk endelig får ro til at ringe. Hver eneste af dem var nogen, der ville give dig deres penge.
Og lad os bare være ærlige: telefonen er blevet en sten i skoen. Den ringer altid på det mest umulige tidspunkt, og uanset hvad du gør, har du på fornemmelsen, at det var forkert. Tager du den, ryger din koncentration. Lader du den ringe, sidder tanken der bagefter og nager. Hvem var det nu? Og hvad ville de?
Det har stået på så længe, at det er begyndt at føles som en helt naturlig del af at drive forretning. Men det er det altså ikke. Og det skal du heller ikke finde dig i.